Egegården
 

VELKOMMEN TIL EGEGÅRDEN

 

Egegården er for både børn og voksne og er den ideelle ramme for sommerlejre, lejrskoler, weekendture og kurser. Egegården har plads til 48 personer.

 
 
 

GLÆDEBJERGVEJ 9, SKOV HASTRUP, 4330 HVALSØ
(50 KM VEST FOR KØBENHAVN)

 
IMG_0537.jpg

EGEGÅRDENS HISTORIE

 
historie.jpg
historie3.jpg
Rejsegilde 7. oktober, 1972

Rejsegilde 7. oktober, 1972

Baggrunden for hele projektet var en beslutning i Tårnby FDF/FPF´s forældre- og vennekreds. Her vedtog man at arbejde for at skaffe midler til anskaffelse af en hytte, og i 1969 vedtog man at oprette en hyttefond. I begyndelsen af 1971 havde fonden samlet de første 10.000 kr. sammen. I begyndelsen af 1971 blev man tilbudt to tidligere feriehuse ved Karlstrup Strand. Samtidig havde man kig på grunden på Særløse Overdrev, hvor Egegården ligger i dag.

Den 10. marts 1971 blev det vedtaget at købe dels nogle brugte huse i Karlstrup, og dels grunden i Særløse. Man budgetterede med, at hele projektet kunne gennemføres for ca. 182.490 kr. + en masse arbejdstimer.

Kontrakten om købet af husene i Karlstrup Strand blev imidlertid underskrevet allerede d. 14. april 1971, idet købet var betinget af, at husene blev fjernet hurtigt, da nyt byggeri skulle i gang. Grunden er på godt 8.000 kvadratmeter og er en af syv parceller med et stort fællesareal i midten. I alt en udstykning på 25 td. land. Udstykningen ligger i umiddelbar tilknytning til store skovområder og er fredet.

Arbejdsholdet blev skabt og 5½ års arbejde kunne begynde
Den 11. oktober 1971 udstedtes byggetilladelsen af Hvalsø Kommune, men udstykningen godkendtes først endeligt i Landbrugsministeriet i begyndelsen af 1972. Husene i Karlstrup Strand skulle imidlertid fjernes hurtigt, og lørdag den 8. april 1971 samledes det første lille arbejdshold, som blev stammen til en kreds af trofaste venner, som hver lørdag i 5½ år tog en tørn med byggeriet. 

Da flytningen af husene hastede, indgik man d. 12. november aftale med Special-Transporten om flytningen af husene, således at de to hovedbygninger transporteredes adskilt i flader, mens de to sovefløje blev gennemskåret på langs og transporteret ”hele” til Særløse.
Fundamenterne til sovefløjene blev støbt i august, og sidst i november 1971 stod de to sovefløje atter samlede på fundamenterne i Særløse, mens hovedbygningerne måtte overvintre oplagrede langs stammerne i skoven.

I løbet af 1972 kom man også i gang med at støbe fundamentet til midterfløjen og samtidig arbejdede man intenst på at gøre den ene sovefløj klar, så arbejdsholdet kunne rykke ind fra ”Undulaten”, en kasseret varevogn, hvor man mange gange tænderklaprende havde indtaget sin medbragte mad.

Så var der rejsegilde
I sommeren 1972 arbejdedes på midterfløjen, og d. 7. oktober blev spærene sat op, og der blev indbudt til rejsegilde. I vintermånederne 1972/73 blev de to sovefløje nogenlunde færdige med lys og varme, midterfløjen fik skillevægge og ydermurene blev lukket til. 

I foråret 1973 blev den store trixtank lagt ned og kloakledningen med brønde bragt i orden, ligesom der blev arbejdet med forskalling og isolering af midterfløjen. Herefter satsede man på at gøre hovedbygningen klar fra den sydlige ende med lederværelse, toiletter, opholdsstue og køkken. På denne måde fik man halvdelen af lejren færdiggjort i efteråret 1974. 

 
 

I vintermånederne 1974/75 startede man så på arbejdet med den nordlige halvdel af hovedbygningen. Sideløbende hermed fik hele lejren ny tagbelægning, køkkenet blev færdigmonteret og det første inventar begyndte at komme. 

Bankospil skaffede kapital til lejren
Fra vintersæsonen 1971/72 til og med vintersæsonen 1975/76 afholdt man hver uge bankospil med op til 240 deltagere. Resultatet heraf var, at man den 18. september 1976 kunne indvie en dejlig lejr, som hvilte på et sundt økonomisk grundlag.

I de første 25 år skete der en stadig forbedring af lejren, dog med stor respekt for økonomien. Når der var et årsoverskud, var der råd til nye materialer, arbejdskraften var endnu frivillig med gratis arbejdskraft fra ”gamle” FDF’ere, nuværende FDF/FPF’ere og mange forældre. 

Syv kilometer brædder
I 1990´ blev Egegårdens yderbeklædning pillet af, væggene blev udefra gjort dobbelt så tykke og kraftigt isoleret, hvorefter nye yderbrædder blev skruet på. Hvalsø Tømmerhandel, der leverede materialerne, regnede ud, at Egegårdens brædder lagt i forlængelse af hinanden ville række 7 kilometer. Dette meget store arbejde, der også omfattede nye vinduer i hele lejren og farveskift fra sort til svenskrød, blev igen udført af frivillige fra FDF Tårnbykredsen. 

Nyt brandsikringssystem
Nye bestemmelser om brandsikring trådte i kraft, og der blev etableret nyt brandalarmsystem, nye brandslanger og håndsprøjter. Brandsikringen var bekostelig, selv om arbejdet var dels frivilligt, dels professionelt, og måtte Egegården lukke i en kortere periode.

Livet helt i skoven
Skoven omkring Egegården var oprindelig nåleskov, men de kraftige storme medførte særdeles kraftige stormfald af træer. Nyplantningerne blev især Ahorn og Egetræer, og det er stadig Skjoldnæsholm Skovdistrikt, der forestår den professionelle skovdrift. Dyrelivet i skoven ser lejerne kun lidt til. Mange mennesker larmer for meget, men den der, der går alene, kan opleve rådyr, egern, ræv, hare og grævling og mange fugle, især fasaner, skovskader og mange mindre fugle.

De nye ejere
I 2017 blev Egegården solgt til Katrine og David Barnekow, som har valgt at køre lejren videre i samme ånd, som den blev bygget på. Lejren er blevet malet brun for at falde bedre ind i naturen og indvendigt er skoven fremhævet yderligere.